Min første hund;Caesar |
|
Min første hund;Caesar |
|
IKKE en flatcoat | |
Introduktion
Og han var lærenem - var han. Hvad han ikke lærte af tricks er ikke værd at lære. Tilbage i slutningen af 60'erne syntes alle godt nok, at det var dumt at lære ham alle de Agility var ikke opfundet dengang, men han var rigtig god til at 'planke den'. Gik op og ned ad stiger, hen over cykelskurstage, balancerede på toppen af plankeværker osv. Et af de særligt praktiske tricks han lærte, var at klapre med brevsprækken, så min mor kunne høre at han gerne ville ind. Jeg lukkede bare døren til opgangen op, sendte ham op til 1. sal og så klarede han selv resten. Cæsar var aldrig i nærheden af en træningsplads - det var for resten heller ikke så almindeligt dengang. Alt hvad han kunne, lærte vi sammen - bare Cæsar og mig. Selvfølgelig lærte han også de efter min mening to vigtigste ting for en hund i vores samfund, nemlig: at komme når der bliver kaldt og at stoppe på kommando. Han blev aldrig god til at gå i snor, nok fordi der så sjældent var brug for den, så den klarede vi os uden.
Af og til var der selvfølgelig optræk til ballade - men straks var to selvbestaltede hundepolitibetjente, gadekrydset Buller og en ruhåret hønsehund, hvis navn er gået over i glemselen, på plads. De stillede sig simpelthen ind mellem dem, som var blevet uenige, og stoppede på den måde balladen.
|
|
|
Webmaster: Yvette Schalburg |
Cæsar - min første hund - var en blanding af en puddel og en cocker spaniel, eller det er, hvad vi fik at vide. Jeg er bange for, at det var en hundehandler, min mor i sin tid købte ham hos. Jeg tror han blev noget større, end min mor havde forventet. Jeg var bare 13 år, da jeg fik ham, og han blev min bedste ven - mit ét og alt. Jeg havde ham med OVERALT, hvis Cæsar ikke var velkommen, var jeg det heller ikke. 
Rollefordelingen hjemme var åbenlys: min mor sørgede for maden, min lillebror var legekammeraten og jeg var bossen, det vil sige det var mig som sørgede for opdragelsen af Cæsar. Det var nok også mig der brugte mest tid sammen med ham - han var jo MIN.
'cirkuskunster', hvad skulle det dog bruges til - men jeg var ligeglad, Cæsar og jeg havde det sjovt sammen, det var det vigtigste. Hver gang jeg så andre lave nye tricks i virkeligheden eller på film måtte Cæsar lægge krop til mine forsøg som dyretæmmer. Vi hyggede os rigtigt.
Mange andre i kvarteret fik hundehvalpe næsten samtidig med os, så der var altid nogen at lege med. Jeg husker specielt aftenturen, når den sidste udsendelse på TV var færdig (dengang var der kun DR at vælge imellem), mødtes alle - tror jeg i hvert fald - kvarterets hundeejere i 'parken' og stod og sludrede i en stor klump, mens hundene rende rundt og hyggede sig på deres måde.
™